Drillenissernes historier


Julehyggen er sikret for hele familien med Komediehusets julefortælling om de tre stadsnisser og deres eventyr. Læs en ny historie hver søndag i advent.

Opfundet af  Sabrina Koch og Thomas Nielsen

En flok Horsens kunstnere slået fantasien sammen og sørget for en helt særlig julegave til alle horsensianere, der elsker en god julefortælling, små som store. En ny historie til hver søndag i advent om de tre stadsnisser, Mattis, Troldur og Sinne. Gode til højtlæsning omkring adventskransen. Husk pebernødder og andre julegodter.

Historierne foregår i Horsens, og er skabt med udgangspunkt i Horsens af horsensianere og godtfolk med horsensianske rødder.

Illustrationerne er skabt af illustrator og lyskunstner Sally Rud -

 

  1. Advent: Nisserne og Julelys-mysteriet

Alle ved, at nisser sover det meste af året, for at de i december kan være vågne alle dage og nætter op til jul.

De vågner først fra deres sommersøvn, når de sidste blade falder af træerne, og alle blomster kryber i jorden. Indtil da ligger de i underjordiske huler eller oppe på loftet, i en fjern krog, hvor ingen kommer.

Netop denne dag faldt det sidste blad, brunt og sprødt mod jorden. Og i samme øjeblik som bladet faldt, slog tre nisser øjnene op på loftet af et gammelt hus midt på gågaden.

Det var byens gamle rådhus, hvor nisserne havde lavet deres hule bag en urskive i klokketårnet. Derfra kunne de holde øje med alt, der skete i byen. Og det var ikke så lidt.

Nisserne havde boet i det gamle rådhus i over 160 år. Siden huset var helt nyt. Nu var det slet ikke rådhus mere. Der var blevet bygget et stort rødt rådhus næsten lige ved siden af. Og det skulle vist også snart skiftes ud…

De tre nisser var bynisser, og deres opgave var at se til, at alt gik ordentligt for sig i den søde juletid, og hvis der opstod problemer, skulle de bruge alt deres nissekløgt på at få løst det hele inden jul. For det var deres nissepligt.

De tre nisser var af samme nisseslægt men meget forskellige. Den ældste hed Mattis, han var næsten 500 år gammel. Han var knoklenisse og meget stærk. Hans fætter Troldur på 415 år, var klog og snu og det skyldtes nok, at han var i familie med de islandske troldnisser, der lever i de sneklædte fjelde højt mod nord.

Den sidste nisse, Sinne, var grødnisse og grankusine til de 2 andre. Sinne var kun lige blevet 388 år.

Efter de mange måneder i sommersøvn havde nisserne travlt med at børste støvet af deres tøj og strække deres kroppe, da en brevdue landede på taget af det gamle rådhus.
”Så’ der juleme’ julepost!” udbrød Mattis, og i fire hurtige klatrebevægelser var han oppe på taget. Mattis’ far havde nemlig været kravlenisse.

De tre nisser kiggede noget på brevet, der var fra selveste byens borgmester, Søren Petersen. Der stod kun et eneste ord: ”Hastesag”. ”Vi må hellere tage hen til borgmesteren hurtigere end hurtigt!” sagde Sinne. Og ups vips var de på vej.

Borgmesteren var en rigtig borgmester med borgmesterkæde om halsen og fint kontor med udsigt over hele byen. Han havde mange vigtige opgaver og var normalt en glad mand. Men netop denne dag så borgmesteren meget bekymret ud, og på hans kontor flød der med kasser og julelyskæder i store filtrede bunker.

”Mattis, Troldur og Sinne, i må hjælpe mig. Jeg er i knibe. I aften skal alle julelysene i byen tændes. Det er en af mine yndlingsdage, for det er nemlig borgmesteren, der får lov til at trykke på knappen, som tænder alle lysene. Men men men de virker ikke…” sukkede borgmesteren og kiggede ud af vinduet, hvor man kunne se julekæderne, der hang på kryds og tværs over gaden.

”Hvorfor virker de ikke? ” Spurgte Nisse Sinne.

”Jeg ved det ikke! De har virket i mange år. Og de har altid været med til at gøre dagene i december lidt mindre mørke og grå. Vi kan ikke undvære dem. I må tage ud for at finde fejlen. Den skal findes inden i aften. Hvad vil folk ikke tænke, hvis borgmesteren trykker på knappen, og der ikke sker noget. Folk vil jo tro, at jeg ikke dur til mit arbejde,” sukkede Søren Petersen og så meget bekymret ud.

”Den ordner vi”, sagde Mattis, og trip trap træsko var de tre nisser ude af borgmesterens kontor.

Nisserne brugte hele dagen på at kravle rundt i tagrenderne højt oppe over gaderne. De gik på line hen af de lange ledninger med julelys og tjekkede, om alle pærerne nu sad ordentligt fast og ikke var sprunget.

Men alt var i fineste julelyskæde orden. Fejlen måtte være et andet sted. Men hvor? Der var stille rundt om grødfadet den eftermiddag, for alle nisserne tænkte, så det bragede i det gamle rådhustårn. Snart var det aften, og nisserne var triste. Hvordan skulle de dog kunne hjælpe Borgmesteren. Pludseligt udbrød Troldur: ”Vi må spørge el-nissen Elmer. Han ved alt om strøm og elektricitet. ”

Nisserne samlede sig i en rundkreds og slog deres huespidser sammen. Med et eneste trylleslag stod de tre nisser ude på den gamle transformatorstation. Det er der strømmen kommer fra. Og der boede elnissen Elmer.

”Juletræskæder der ikke virker siger i? Hmm mystefystisk. ” Elmer gik rundt og kiggede på hundredvis af tavler med lamper og målere, der fortalte ham om, hvor meget strøm byen brugte. ”Nej alt ser helt normalt ud, jeg kan desværre ikke hjæ….” Mere nåede Elnissen ikke at sige, for da begynde en lille rød lampe at blinke. ”Bip bip bip” sagde det overalt på transformatorstationen.

”Aha!”, udbrød Elmer. ”Det er den lille vandmølle, der laver strøm fra vandet i Bygholm sø. Det er der, den er gal. I må tage derud og se efter”. Nisserne slog huespidserne sammen endnu engang og tog afsted ud til vandmøllen.

På samme tid var borgmesteren meget nervøs. Han stod på torvet og kiggede på alle de mennesker, der var kommet for at se ham tænde byens julelys. ”Hurra hurra” råbte folkene, for de var så spændte. Borgmesteren svedte, selvom det var koldt. ”Ti, ni, otte..” Folk på torvet begyndte at tælle ned, og borgmester Søren Petersen kiggede på lysknappen foran ham og tænkte: ”Bare nu nisserne når det”.

Selv helt ude ved vandmøllen kunne nisserne høre folk, der talte ned inde på torvet, så nu havde nisserne travlt. De kunne se, at vand-hjulet ikke kørte rundt.

”Hjælp-rap, hjæælp, min vinge sidder fast” rappede en and, som på sin morgensvømmetur var kommet i klemme i hjulet, så det ikke længere kunne lave strøm. ”Fem, fire ,tre..”

Mattis sprag ud i den kolde sø, så han stod i vand til navlen, og han brugte alle sine kræfter på at holde vandhjulet tilbage, så Sinne og Troldur kunne trække den stakkels and fri. Den baskede op i ren glæde og rappede: ”taaak taaak,” idet den forsvandt. Og med et ordentligt hiv satte Mattis vandhjulet i gang, så det snurrede hurtigere, end det nogensinde havde gjort.

På torvet var folk færdige med at tælle ned, og Borgmesteren Søren Petersen lukkede øjnene og håbede på det bedste. ’Klik’. Han trykkede på knappen. Først skete der ingenting. Der var helt stille på torvet. Men så – pludseligt – tændes en, to, tre, ja flere tusinde julelys over hele byen. ”Neiii”, ”åhh”, ”ihhh” udbrød folk og klappede af lysene og af borgmesteren. For det syntes folk i byen vel nok var god juleunderholdning. ”Pyha” viskede borgmesteren ”tak nisser”.

Og sådan gik det til, at julelyset skinnede smukt over hele byen – ganske som det plejede…

 

 

  1. advent: Nisserne og kirkerottens hemmelighed

Der er alle mulige slags nisser til: loftnisser, grødnisser, kravlenisser, skovnisser, vatnisser og mange flere. På sammen måde er der mange slags rotter til: kloakrotter, vandrotter, tamrotter og bisamrotter, men fattigst af dem alle er kirkerotten.

Kirkerotterne har til opgave at holde øje med byens kirker, når præsten og klokkeren sover. Det er noget af det fineste en rotte kan blive til, men kirkerotter er – og har altid været – meget fattige og ensomme. De kan komme ind alle steder og kender hver en krog i hver en kirke. I netop denne by hed kirkerotten, Hr. Risrotto.

Der er kirker i de fleste byer. Når det er morgen, aften, eller søndag, er man ikke i tvivl. Man kan høre dem. De bimler med klokkerne både tidligt og sent, kun afbrudt af mågernes evige skænderier på tværs af tagryggene. Engang var kirkerne byens stolthed. Deres smukke spir og tårne strakte sig højt over alle de andre huse, og man kunne se deres tage langt borte fra. Men efterhånden som byen voksede, skulle husene også. De sidste par år var husene, de byggede i byen, så høje og store at de helt skjulte kirkerne og i stedet kastede lange skygger hen over dem. Men Kirkerne var der stadig og alt fungerede omkring dem, ganske som det plejede. Der var stadigt en præst, der prædikede, en klokker, der fik kirkeklokken til at falde i slag og en organist, der kunne få det store orgel til at spille. På trods af, at kirken nu lå i skygge, var der stadig lys omkring den. Lyset skinnede nemlig ud inde fra kirkens store vinduer. Især ved juletid, hvor kirken er ekstra travl, skinner lyset varmt og skinnende omkring den.

De tre bynisser; Mattis, der var knoklenisse, Troldur, der var troldnisse og Sinne, der var grødnisse, havde til opgave at sørge for, at alt gik rigtigt til, så der kunne blive jul i byen uden problemer – ganske som det plejede.

Denne dag havde de travlt, for de havde hørt kirkeklokkerne ringe til bryllup, og nu stod de på spring uden for kirken for at samle de riskorn, der lå på jorden. Og alle ved jo, hvor meget nisser elsker grød. Især risengrød. Derfor havde Troldur tryllet dem alle tre så små, at de var på størrelse med en mælkekarton, for det er nu engang lettere at samle ris op fra jorden, når man ikke skal bukke sig så langt ned efter det.

Nisserne havde allerede samlet en hel huefuld af ris, da de pludseligt stod ansigt til snude med selveste kirkerotten. ”Goddag hr. Risrotto, glædelig grøddag” udbrød Sinne.
”Der er vel ris nok til alle” viskede kirkerotten strengt. ”Jeg er sulten, for jeg har kun fået tørt alterbrød til morgenmad!”

Imens samlede han en stor bunke risengryn – og pist væk var han.

I det samme lød der et værre råberi inde fra kirken. Få sekunder efter bankede kirkedøren op og ud strøg præsten klædt i sort og med hele pibetøjet blafrende efter sig. Hun var vred. Efter hende kom organisten og klokkeren, og de var lige ved at snuble over nisserne. De havde slet ikke set dem, for de var jo så små.

”Det er skammeligt! Kirken er blevet bestjålet! Og så lige her op til jul,” råbte præsten.

”Er det kirkesølvet?” spurgte klokkeren.

”Er det kirkekassen?” sukkede organisten.

”Det er værre end det” udbrød præsten. ”Det er de fine små figurer til julekrybben. I ved, dem der er snittet af munkene, der engang boede her i kirken. DE ER VÆK! Hvis ikke vi finder dem, må kirken være lukket juleaften! Thi det står skrevet; at en kirke uden julekrybbe – det går virkeligt ikke!”

”Uha, lukket på juleaften! Det er jo ellers vores travleste dag på hele året” udbrød klokkeren. Og organisten fortsatte: ”Det er jo forfærdeligt! Vi må gøre noget! Hvem kan dog hjælpe os; Menighedsrådsformanden? Eller domprovsten? eller…!”

’Pliks plaks pluks’ sagde det, og med ét stod nisserne i menneskestørrelse foran dem.

”Vi kan hjælpe” sagde Mattis ”Det er faktisk vores job som bynisser.”

Præsten takkede dem, og gav dem nøglen til kirken. ”Søg og I skal finde – håber jeg!

Nisserne forsøgte at finde kirkerotten, hr. risotto, for han kendte kirken bedre end nogen anden. Men han var ikke til at se nogen steder.

Nisserne startede jagten på de forsvundne figurer. De begyndte at søge efter spor ved den tomme krybbe, og derefter søgte de, overalt de kunne komme i tanke om; i klokketårnet og i den mindste orgelpibe, på prædikestolen, i døbefonten og under alle bænkene i kirken.

”Der er heller ikke noget heroppe, ” råbte kravlenissen Mattis, der var klatret hele vejen op i lysekronen.

Pludseligt stoppede de op. De kunne svagt høre julemusik dybt nede under deres fødder. ”Mystisk, det lyder som om, det kommer fra krybekælderen” sagde Troldur tænksomt.

Og da de søgte på gulvet efter en måde at komme ned i kælderen på, så de et underligt spor af risengryn, der førte lige hen til en mørk skakt. En meget lille mørk skakt.

’Pliks plaks pluks’ sagde det, og nisserne havde tryllet sig så små, at de uden besvær kunne følge rissporet ned i skakten.

Musikken blev højere efterhånden som de fulgte sporet, og ikke nok med det, der bredte sig også en herlig duft af risengrød.

De nåede til en lille rund dør, og bag den kunne de høre en stemme: ” Vil de have mere grød hr. Josef? Eller hvad med dem Jomfru Maria? Bare rolig allesammen – køer og stude skal nok få, når de voksne har spist. Ha ha, er det ikke en herlig julefest?”

”Det er Risrotto!” udbrød Sinne!

Døren gik op, og hr. Risotto stak hovet ud. Nisserne havde aldrig set kirkerotten være så glad. Han smilede så meget, at hans fortænder stak mere en almindeligt meget frem.

”Kommer i ikke indenfor til julefest? Der er lige plads til tre mere” nærmest sang kirkerotten.

Inde i Hr. Risrotto’s rottebo var der pyntet fint til fest, og der, midt i det hele, stod alle figurerne fra Kirkens julekrybbe på rad og række. Det så meget hyggeligt ud.

”Hr. Risotto dog, har du stjålet alle figurerne fra julekrybben. Hvordan kunne de dog finde på det?

”Stjålet, nej jeg har bare lånt dem lidt. Jeg er tit lidt ensom her op til jul. Ikke så meget som et eneste julekort får jeg. Derfor har jeg besluttet, at jeg holder jul med de fine figurer. Jeg har jo trods alt kendt dem i mange år!”

”Du må aflevere dem tilbage hr. Risrotto, ellers holder kirken lukket på juleaften!”

”Nej, for så skal jeg sidde hernede helt alene og være ensom og trist – det har jeg prøvet, og det vil jeg ikke mere” sagde Risrotto.

”Du kan holde jul sammen med os!” sagde Sinne ”

”Må jeg virkeligt det, når jeg har nuppet alle figurerne fra Julekrybben?”

” Ja” sagde Sinne, ”for du har julehjertet på det rette sted, og ingen skal være alene, når det er jul.”

Næste morgen da kirkeklokkerne bimlede, stod alle figurerne igen på deres rette plads i kirken.

Og sådan gik det til at præsten fik sine julefigurer tilbage, og kirkerotten fandt nogen at holde jul med. Nu kunne kirken atter blive fyldt til juleaften – ganske som den plejede.

 

  1. Advent: Nisserne og Julehjulet

Det var december, og det var morgen. Kirkeklokken og rådhusuret faldt i slag, og mågerne var så småt begyndt at vågne. Ellers var alt stille, mørkt og tyst i byen – næsten.

På byens gamle rådhus, hvor bynisserne Mattis, Troldur og Sinne havde lavet deres nissebo bag en urskive i klokketårnet. De havde næsten ikke sovet, for på byens torv var der stillet et kæmpe stort Julehjul op. I ved, sådan et som de har i alle større byer, hvor man kan sidde i små vogne, og køre rundt og rundt. Det lyste og drejede, så det var en fryd – Men det skinnede altså lige ind i nissebo, så det lignede en varm sommerdag, og det fik nisserne ikke meget søvn ud af.

De tre nisser var bynisser, og deres opgave var at se til, at alt gik ordentligt for sig i den søde juletid, og hvis der opstod problemer, skulle de bruge alt deres nissekløgt på, at få løst det hele inden jul.
For det var deres nissepligt. Men det var meget svært, når man ikke havde fået lukket et øje hele natten.

De tre bynisser kunne næsten ikke komme ud af nissenattøjet.

Men netop som de endeligt havde sat sig til morgengrøden, hørte de en sælsom lyd:

”Puddr puddrr.” Det var brevduen, der landede oppe på taget.

”Så der juleme’ julepost!” udbrød Mattis, og i fire hurtige klatrebevægelser var han oppe på taget. Mattis’ far havde nemlig været kravlenisse.

På brevet var der et frimærke fra Grønland – så det måtte være vigtigt.

”Kære nisser – ho ho – i dag får I besøg – ho ho – fra Nisseskolen I Grønland – ho ho – 24 ungnisser skal i 24 timer følge I tre kloge nisser –  hoho – så de kan lære, hvordan man er en rigtig bynisse – ho ho – god fornøjelse – hilsen Julemanden – ho ho ho”

”24 nisser!” udbrød Sinne ”det var mange….”
Mere nåede hun ikke at sige, for da hørtes lyden af 48 træsko på vindeltrappen op mod nissebo.

De små nisser var allerede ankommet, og de fyldte hele loftet. Med et var der 240 pilfingre i gang over det hele; de kravlede, drillede, pillede, larmede og sang julesange, så mågerne lettede fra tagene – og der skulle ellers meget til.

”Stoooppp. Holdt!” råbte Matis.

”Giv mig den hue, det-det-det må man ikke! Det er absolut forbudt!” råbte Troldur, ”nu skal alle nisser ud i byen og se, hvorledes man opfører sig – som bynisse skal man jo sørge for at…..”

”Jaaaaaa” råbte alle nisserne – og inden Troldur, Mattis og Sinne kunne stoppe ungnisserne, havde de drejet deres hue en halv omgang, så de blev usynlige. Det havde de lige lært på nisseskolen.

”HOV HOV! I skal vente på os!” Men det var for sent. Nisserne var allerede langt væk og spredt over hele byen.

De red på jernkalven. Puttede salt i sukkerskålen på caféerne, så de smarte folk fik kaffen i den gale hals. De byttede om på rødt og grønt i lyskrydsene, så trafikken gik som smurt. Og lavede tryllesne, så de kunne kælke i trappeopgangene.

Hele byen stod på den anden ende, og ingen anede, at grunden til alt trængslen og alarmen var 24 små drillenisser, der ovenikøbet var usynlige.

Hvis man har prøvet at fange en usynlig nisse, ved man, at det er noget af det sværeste, man kan foretage sig op til jul. Og selv de tre bynisser; Mattis, Troldur og Sinne var lige ved at give fortabt.
Troldur var en lille hidsigprop, og med sin krop gjorde han et hop, imens han udbrød: ”De uartige små drillenisser, de skulle have ris i rumpen!”

”Ris!” Udbrød Sinne, der jo var grødnisse af 1. grad.

Hun havde fået en ide til, hvordan de kunne få samling på de 24 vildnisser. Hun skyndte sig hjem til Nissebo og lavede en stor gryde med den sødeste grød. Og hurtigere end man kan nå at stave til Risengrød-med-kanel-og-smørklat, sad de 24 drillenisser artigt parat med deres nysnittede grydeskeer.

Da alle nisser sad og smaskede ved grødfadet, hørte de pludseligt mistænkelige lyde fra torvet, hvor det store julehjul stod.

De satte hurtigt den ene træsko foran den anden, og da de nåede til torvet, kunne de se, at julehjulet for en gangs skyld stod helt stille. Der plejede ellers at være stor trængsel og alarm omkring hjulet, for alle i byen ville gerne prøve det. Men nu var det simpelthen gået i stå.

Et barn sad med sin mor i hjulets øverste vogn og kunne hverken komme frem eller tilbage, eller op eller ned. Og det var der jo ikke så meget ved.

Julehjulsmanden – altså ham der styrede hjulet – kløede sig i nakken og vidste hverken ud eller ind.

Men det gjorde de 24 små nisser. De havde netop færdiggjort ”Kravlenisseteknik for begyndere” på nisseskolen, og ’ups vips’ stod de skulder ved skulder og lavede en 24 meter høj kravlenissestige.

Så kunne barnet og den grædende mor klatre hele vejen ned.

”Én gang til, én gang til” råbte barnet, der havde haft det mægtigt skægt. Men det synes moren ikke var god ide, for voksne kan ikke klare så meget spænding på en dag, som børn og nisser kan.

Og sådan gik det til, at de 24 smånisser fik deres bynissebevis. Og julehjulet snurrede og drejede – ganske som det plejede.

 

 

  1. advent: Natten før julen

Alle ved. at nisser sover det meste af året, for at de i december kan være vågne alle dage og nætter op til jul.

For jul er den bedste tid på året, og i byen var de tre bynisser i fuld sving, for det var deres job at sørge for, at alt i byen var klart til jul.

Nisser er lidt som mennesker – men så alligevel ikke. De kan både trylle, og så holder nisser jul den 23. december og ikke den 24. som menneskerne. Det kommer sig af, at nisserne har deres travleste arbejdsdag på hele året på juleaftensdag – for der skal de nemlig hjælpe julemanden, så han kan nå alt det, han skal på denne ganske særlige aften.

Nu var det den 4. søndag i advent, og det var netop på denne dag, at nisserne skulle holde deres julefest.

Og de havde virkeligt haft travlt. De havde spredt julestemning på plejehjemmene, børnehjemmene og fritidshjemmene. De havde besøgt dem, der ellers skulle sidde alene, og hjulpet de folk der havde meget travlt på deres meget vigtige jobs – sådan at de alligevel nåede alt det, de skulle inden jul – ganske som de plejede.

Sinne havde endda travet byens kolde og vindomsuste gader tynde for at finde en lille hvid kattekilling, der havde forvildet sig væk fra sin familie lige op til jul.

Katten blev fundet og fulgt hjem, og alle var glade – især katten, men….

”Atju”

Sinne havde fået sig en slem forkølelse, og hendes næse var ganske rød. Det var det, man i nisselægehåndbogen kalder for Rudolf-syndromet.

”Nvem snal nu nave nisengrøden? Atju!” råbte Sinne. Hun var så skidt tilpas, at hun stillede træskoene og hoppede i sin nisseseng. ”Atju. Atju atju!”

”Hvad siger hun?” hviskede Troldur til Mattis.

”Jeg ved det ikke, men jeg tror, hun er nisseforkølet. En vaske ægte omgang Rudolf-syndrom – og så lige op til jul.”

De gispede begge to, da en forfærdelig tanke slog dem. Hvem skulle nu lave risengrød til deres julefest. Det var jo Sinne, der var grødnissen, og de havde inviteret gæster; den søde kirkerotte hr. Risrotto skulle nemlig komme og holde jul hos dem, når han var færdig i kirken.

De kiggede skeptisk på hinanden: ”En gryde, ris og lidt mælk…. Hvor svært kan det være?!” sagde de i kor, og så gik de i gang. Det gik både hurtigt og voldsomt for sig. Hele nissebo flød med risklatter, og en sort røg fyldte rummet med en forfærdelig stank.

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at der var udbrudt Stinkemadinkadu i nissebo.

Ifølge nisselægehåndbogen er Stinkemadinkadu kun noget, man oplever, når der er fjordtrolde i nærheden. Og nærmere kan- og vil vi ikke komme ind på det her.

Midt i al røgen og stanken sad de to drengenisser. De havde fundet ud af, at det ikke var så ligetil at lave en god gang risengrød, som de gik og troede. Men det var jo også Sinne, der var grødnissen.

Røgen, der sivede ud af klokketårnet, nåede vidt omkring og lagde sig som et tykt tæppe over byen. Men folk i byen troede bare, at det var en skraldespand, der trængte til at blive tømt. Så de tænkte ikke mere over den sag – de havde også alle sammen så meget, de skulle nå optil jul, så de havde slet ikke tid til at tænke over den slags.

Røgen nåede også hele vejen til Grønland. Helt op til nisseskolen. Der hvor alle nisser skal gå for at lære alt det, der skal til for at være en rigtig nissenisse.

Og deroppe på nisseskolen var der 24 små nissenæser, der rynkede sig. Det var lang tid siden, de havde duftet en Stinkemadinkadu, der var så slem.

Nisselæreren udbrød: ”Der må være Fjordtrolde i byen- eller det der er værre! I må straks tage derned, og se om der er farer på færde. Og hvis alt går galt, så husk at ringe til rispolitiet!”

”Det skal vi nok” råbte alle smånisserne i kor. Med et slog de huespidserne sammen. Og ups vips, med et kæmpe ”Plop” havde de tryllet sig hele vejen fra Grønland og ned til byen – nærmere bestemt ned til Nissebo.

De to drengenisser gjorde store øjne, da der pludseligt farede 24 små nisser rundt i nissebo og råbte; ”trolde alarm, trolde alarm. Der er en stinkemadinkadu på færde!”

”Trolde? Hjælp! Hvem, hvad, hvor” skreg Troldur og Mattis ”Ring straks til rigspolitiet!”

Langsomt blev de 24 små nisser stille, og de stirrede allesammen på de to bange bynisser og den sorte gryde, der stod på ildstedet. Den røg stadigt noget så forfærdeligt.

”Det er slet ikke stinkemadinkadu, det er bare risengrød – meget dårlig risengrød – brændt risengrød!” udbrød en af smånisserne.

”Øhm tjo… jo deeet” sagde Mattis og Troldur i munden på hinanden. ”Sinne er jo syg, og hun plejer at lave grøden, og vi får snart julegæster.”

Den mindste af nisserne tog sin grydeske fra bæltet og pegede på Troldur og Mattis;

”En god grød skal laves med masser af kærlighed og rigeligt med smørklat. Og en grød tager den tid en grød skal tage! Jeg er nyuddannet grødnisse og skal nok sørge for julegrøden” Og så gik hun i gang.

Der var to af de andre nisser, der lige havde læst nisselægehåndbogen fra ende til anden, og de vidste præcist, hvad der skulle til, for at Sinne kunne blive rask igen.

Alle nisser stillede sig op i et stort kor, og 10 gange i træk sang de den dejlige julesang om Rudolf med den røde tud. Og Sinne blev så frisk, at hun sprang ud af sengen og var helt frisk som en ørn.

Nu var alt, som det skulle være; grøden duftede dejligt, og Sinne var kommet i træskoene igen. Nu var de næsten klar til at holde jul i nissebo.

Mattis spurgte en af de små nisser: ”Det med troldene var bare for sjovt ikke…?”

Mere nåede han ikke at sige, da der hørtes en mærkelig lyd fra trappetårnet.

”Bum-krads-krads bum-krads-krads.” Det kom nærmere og nærmere – og til sidst var det lige uden for døren.

”Hjææælp – troldene kommer” råbte Mattis og Troldur i kor og hoppede helt op under loftet.

Døren gik op, og der stod selveste Kirkerotten hr. Risrotto. Han var blevet inviteret af nisserne til at holde jul sammen med dem. For der er ingen, der skal holde jul alene.

Han havde slæbt et par af figurerne med fra kirkens krybbespil, for de skulle jo ikke snydes for at hold jul. Og han skrumlede og bumlede for at få dem med op af trappen.

Og nu kunne julefesten gå rigtigt i gang. Alle spiste grød, til de var ved at sprække. De legede lege og grinede af sig selv og hinanden.

Det var en dejlig aften, og julefreden sænkede sig over byen natten før juleaften.  Alle artige børn lå og sov i deres senge over hele byen, og alt var tyst – næsten. For man kunne høre glade julesange i de stille gader. Nede på byens gamle torv, med kirken i baggrunden, hvor det store juletræ står så flot med lys i lange kæder, kunne man se et lille selskab bestående af tre bynissser, en kirkerotte og 24 små drillenisser, der gik i ring rundt om det stolte juletræ, imens julesneen dalede.

Og sådan gik det til, at det blev jul i nissebo og alle andre steder – ganske som det plejede.

Læs de tidligere julefortællinger her:

3. søndag i advent: Nisserne og Julehjulet

Illustration: Sally Rud

2. søndag i advent: Kirkerottens hemmelighed

Illustration: Sally Rud

1. søndag i advent: Nisserne og Julelysmysteriet

Illustration: Sally Rud